LITTERATURSALON. Mød Sarah Engell i samtale med læremiddelforfatter Trine May i denne litteratursalon fra november 2020.
Sarah Engell er en af de stærkeste stemmer inden for den realistiske YA-litteratur lige nu.
Hun debuterede i 2009 med romanen Hvis bare … Siden har hun skrevet flere bøger for både unge og voksne og fik sit store gennembrud i 2014 med bestselleren 21 måder at dø.
Hun har i tidens løb modtaget flere priser, herunder Carlsen-prisen (2017), Blixen-prisen (2018) og Claus Deleuran Prisen (2018).
Romanen Det øjeblik du tvivler (2020), fik fem hjerter i Politiken og er en fortælling om, hvor hurtigt man kan falde fra hinanden og miste grebet om sit liv – også selvom man er vant til at stå op for sig selv.
Glæd dig til en litteratursalon med fokus på, hvordan man kommer bag facaden på de unge og skriver, så det går lige i deres maver.