LITTERATURSALON. Mød Marianne Iben Hansen i samtale med læremiddelforfatter Trine May i denne litteratursalon fra september 2020.
Det er tit utaknemmeligt at blive sammenlignet med selveste Halfdan Rasmussen, men i Marianne Iben Hansens tilfælde er det helt på sin plads. Med sin fornemmelse for rim og betoning formår hun at åbne børns øjne for sprogets musik og hendes evne til at bukke sproget rundt om alt fra glæde til smerte er ekvilibristisk.
Marianne Iben Hansen har en lang række egne udgivelser bag sig, men også som oversætter har hun sat sit præg – bl.a. på Benji Davies’ Grumlingen der med Marianne Iben Hansens gendigting er blevet kaldt ”en poetisk perle”.
Samarbejdet med Lilian Brøgger om billednovellen KOM – en flow-rimet fortælling om et venskab, der pludselig ikke er så enkelt længere – gav en velfortjent nominering til Skriverprisen 2020.