Søren Jessen er aktuel med en billednovelle til børn om det, vi har tilfælles, og det, der skiller os ad.
Du er både forfatter og illustrator til Hoppebolden. Vil du fortælle lidt om din arbejdsproces, og om, hvordan det er at illustrere sin egen historie?
Hoppebolden startede som en novelle til en antologi, og der var ingen planer om at lave den som en graphic novel. Da jeg senere blev spurgt, om jeg ville omarbejde den til en graphic novel, sagde jeg ja. Jeg har flere gang prøvet at lave en tegnet udgave af en eksisterende historie, og det er en fed proces.
Så jeg gik i gang med at skære tekst væk og lave rå skitser, og jeg gør begge ting sideløbende, fordi jeg ikke vil have, at teksten skal være alt for styrende. I en graphic novel er tegningerne og opsætningen af bogen uhyre vigtige. Så må teksten af og til indrettes efter det.
Hoppebolden er en flygtninge-historie og en historie om racisme. Hvilke udfordringer er der ved at skrive om så store emner til børn?
Man kan skrive om alle emner til børn. Det afgørende er, hvordan man skruer historien sammen. I Hoppebolden ser det hele meget skidt ud, fremtidsudsigten for hovedpersonen og hendes familie er meget dyster, men pigen prøver alligevel at skabe sit eget rum, sin egen virkelighed, som giver mening for hende, og i det ligger der et lille håb.
Hun møder en venlighed, som kommer fuldstændig bag på hende, men som hun måske kan bygge videre på. Det håber jeg, hun kan. Hvis hun ellers kan bevare sin tro på det og ikke gøre som moren, der for længst har mistet den.
Hvilke tanker gjorde du dig om bogens titel?
Titlen rummer ikke i sig selv noget som helst af den alvor, historien har. En hoppebold er et lille, ukompliceret stykke legetøj, som de fleste børn kender. Og netop den kontrast synes jeg er interessant.
Det er den lille, helt enkle hoppebold, der på en måde rummer den største smerte og betydning, og det at pigen giver drengen den bold, er bestemt ikke en lille ting. Det betyder utroligt meget for hende. Alle hendes håb, al hendes trøst er indlejret i den bold. Det er en fantastisk gave. Den største.
Hvilke tanker gjorde du dig i valget af fortæller? Hvorfor er det pigen og ikke drengen, der fortæller historien? Hvad håber du, hendes perspektiv kan give til læseren?
Jeg ville gerne vise, hvilke helt uhyrlige urimeligheder menneskerne i lejren er udsat for, men ikke alt for direkte. Jeg ville kun antyde dem. Det virker nogle gange allerstærkest. Men for at kunne det, var jeg nødt til at have en hovedperson, der boede i lejren. Ellers kunne jeg ikke gøre det i så kort form, som der her var behov for.
LÆS OGSÅ: Ny serie fra Carlsen minder os om, at vi alle er en del af noget større
Du leger meget med teksten i bogen. Nogle steder skifter den form eller bliver en integreret del af en illustration. Hvorfor har du valgt at fortælle historien på den måde?
Fordi jeg prøver at undgå at teksten står i en klumme for sig, og tegningen er en firkantet kasse over eller under den. Det er dødssygt. Jeg vil have, at tekst og tegning leger med hinanden, smelter sammen, udfordrer hinanden.
Jeg vil have at teksten skal findes af læseren ved at undersøge tegningen, så læsehastigheden bliver sat ned og opmærksomheden på tekst og tegning skærpes. Det er den hjemmestrikkede teori, jeg arbejder ud fra.
Hoppebolden
Af Søren Jessen
Uden for flygtningelejren står der børn og voksne og kaster med sten. Inde i lejren er der børn og voksne, der græder og kaster med møbler. Men ved hegnet er der en dreng med blå øjne. Som en fisk. Han kaster ikke med sten som de andre. Han plukker blomster og giver karameller i rødt papir. Og selvom de ikke kan tale sammen, finder de alligevel et fælles sprog.
En gennemillustreret bog om det, vi har tilfælles, og det, der skiller os ad.
